Korat-katten er en sjælden, men elskværdig katterace, kendt for sin sølvblå/mørkegrå pels, store grønne øjne og tætte tilknytning til sin familie. Denne kat er ikke blot smuk – den er også intelligent, loyal og yderst social. Koraten trives bedst i selskab med mennesker og knytter sig ofte tæt til én eller flere, men ofte få, personer i husstanden. Den har en rolig og observerende væremåde, men er også legesyg og nysgerrig, især når ejeren er med på legen. Med sin blide og kærlige natur egner den sig godt til familier, også dem med lidt større børn, og til dem, som ønsker en tæt og gensidig relation til deres kat.
Generelle fakta om Korat-katten
| Kategori | Information |
|---|---|
| Oprindelse | Thailand |
| Levetid | 12–15 år (ofte længere med god pleje) |
| Vægt | 2,5–4,5 kg |
| Størrelse | Mellem |
| Pels | Kort, glat og skinnende |
| Farve | Sølvblå (ensartet blå med sølvglans) |
| Egnet til familier | Ja – især med ældre børn |
| Indendørs/udendørs | Indendørs anbefales |
Historien bag Koraten – Thailands lykkekat
Katten stammer fra Thailand, hvor den i århundreder har været kendt under navnet “Si-Sawat.” Den blev betragtet som et tegn på lykke og frugtbarhed, og blev som ofte blev givet som bryllupsgave. Koraten er én af de få racer, som er naturligt udviklet, og ikke et resultat af menneskelig avling. Racen kom først til USA i 1950’erne og til Europa nogle år senere. I modsætning andre Thailandske katteracer som Siamesern og Balineseren, ser Koraten ud præcis som den gjorde for snart 100 år siden.
Koratens personlighed – intelligent, følsom og hengiven
Korat-katte er kendt for deres tætte relation med deres ejer og emotionelle intelligens. De er meget opmærksomme på stemningen i hjemmet, og ved med det samme om deres ejer er trist. Hvis du har haft en dårlig dag, vil en Korat forsøge at trøste dig med sin tilstedeværelse. Koraten er ikke overdrevet snakkesalig, men den “taler” med små, bløde lyde og kropssprog. Den har det bedst i rolige, trygge omgivelser, hvor den let kan knytte bånd til sin familie, og træne sin cardio. Koraten foretrækker et hjem uden for mange høje lyde og uforudsigelig adfærd – hvilket gør den ideel til lidt ældre familier.
Aktivitet og motionsbehov – leg, nysgerrighed og engagement
Selvom Koraten ofte beskrives som en rolig kat, betyder det ikke, at den ikke har brug for mental og fysisk stimulering. Tværtimod! Den elsker lege som gemmeleg eller tag fat, såvel som tage på eventyr – lige meget om det er i baghaven eller en længere tur. Den deltager gerne aktivt i daglige gøremål, så godt som en kat nu kan sådan noget. Interaktive legetøj som fjerpinde og kattetårne passer perfekt til racens nysgerrige og til tider legesyge natur. Koraten er også lærenem overfor tricks og har en evne til at forstå rutiner og regler i hjemmet – hvis er tålmodig kan du måske lære den at lave kolbøtter. Den egner sig ikke til et liv, hvor den overlades til sig selv i lange perioder uden underholdning – man bør derfor se på kattens behov ift. ens hverdag og om det ville passe sammen. Men hvis det bare SKAL være en Korat, kan man i stedet overveje en legekammerat, for at holde katten aktiv. Her er en liste med legekammerater til Koraten:
Legekammerater til Koraten – bedste venner for livet?
Tonkinese
Tonkinese er resultatet af en krydsning mellem Siameser og Burmeser, men adskiller sig med sin sociale, legesyge og kærlige natur. Den er mere udadvendt end Koraten, men stadig følsom og intelligent – hvilket skaber et godt match. Tonkinesen elsker interaktion og deler Koratens behov for nærvær og stimulering.
Bombay
Bombay-katten, ofte kaldet “den lille sorte panter”, har en mild, hengiven og menneskefokuseret personlighed, der går godt i spænd med Koratens tætte bånd til sine ejere. Bombay’en er rolig, men legesyg og sætter pris på rutiner – den skaber derfor en tryg og harmonisk stemning i hjemmet, hvilket Koraten vil synes godt om.
American Curl
Denne race kendes bedst på sine karakteristiske bagudbøjede ører, men den har også et blidt og nysgerrigt sind. American Curl er social uden at være overvældende og kan fungere godt med Koraten, da begge trives i trygge og kærlige omgivelser. Den er ofte rolig, men legelysten, og har en tilpas fleksibel personlighed til at indgå i et harmonisk makkerskab.
Sokoke
Sokoke er en af de mest sjældne naturracer i verden og stammer oprindeligt fra Kenya. Den er intelligent, hurtig og meget social – men ikke påtrængende. Sokoken har en naturlig nysgerrighed og rolig tilgang til nye relationer, hvilket passer godt til Koratens lidt reserverede natur.
Chantilly
Tiffany er en blid, silkepelset kat med en venlig og rolig personlighed. Den knytter sig tæt til sine mennesker og nyder rolige stunder lige så meget som leg. Denne race har en harmonisk energi, der spejler Koratens behov for både selskab og ro – og de to vil trives godt sammen i et hjem med struktur og kærlighed.
Udseende – koratens smukke og karakteristiske træk
Koraten har et meget karakteristisk og genkendeligt udseende. Den mellemstore krop er muskuløs og veldefineret, men samtidig elegant og adræt. Hovedformen beskrives ofte som hjerteformet, især når man betragter katten forfra. Øjnene er store, runde og intense – ofte med et grønt skær, der kan tage flere år at udvikle fuldt hos killinger. Pelsen er tætliggende, glansfuld og sølvblå/mørkegrå – et resultat af blå hår med sølvhvide spidser, som giver en særlig glans og dybde. Ørerne er store og iøjnefaldende, og halen medium lang med en afrundet spids. Der findes ingen farvevariationer – racens standard er helt sølvblå, hvilket gør den særlig eksklusiv. Hvis du ønsker dig en kat med yndefulde fremtoninger og et harmonisk udtryk, vil Koraten med garanti falde i din smag.

Pels og pleje – hurtigt og nemt
Koratens pelspleje er forholdsvis enkel, hvilket gør den til en ideel race for familier og førstegangsejere. Pelsen er kort, glat og helt uden underuld, hvilket betyder, at den fælder mindre end mange andre racer. En let ugentlig gennembørstning er som regel nok til at fjerne løse hår og holde pelsen smuk og blank. Brug gerne en blød børste eller en smart børstehandske, som også giver katten en behagelig massage. Da pelsen ikke har underuld, er det vigtigt at holde katten varm i kolde måneder, især hvis den bor i et trækfuldt hjem. Koraten er en kat med god hygiejne og klarer det meste selv – men regelmæssige hygiejnetjek af ører, tænder og kløer er stadig anbefalet.
Helbred og sygdomme – generelt sund, men med fokus på genetik
Koraten er overordnet en sund og robust race. Da den ikke er resultat af intensiv avl, er mange genetiske lidelser sjældne. Dog bør man som køber være opmærksom på den arvelige sygdom GM1 og GM2 (en type nervesygdom), som seriøse opdrættere tester for. Killinger bør kun købes fra opdrættere, der kan dokumentere frihed for disse sygdomme. Ellers er regelmæssige sundhedstjek, korrekt kost og aktivitets stimulering vigtigt for et langt og sundt katteliv. Med god pleje kan Korater sagtens blive over 15 år gamle. Vægten bør holdes under opsyn, da katten – trods sin aktivitet – kan tage på, hvis den fodres for kalorierigt eller ikke bevæger sig nok.
FAQ – Ofte stillede spørgsmål
Ja – Korat-katte er tålmodige og kærlige, og passer godt til ældre børn, som forstår at håndtere dem blidt. De trives bedst i rolige omgivelser, så et hjem med mindre børn, vil ikke være det bedste fit.
Ja, Koraten er velegnet som indekat. Den har ikke behov for at gå ude, så længe den får tilstrækkelig aktivering og opmærksomhed indendørs.
Korat-katte kan klare korte perioder alene, men de er meget sociale og har brug for daglig kontakt. Lange dage alene bør undgås – alternativt kan man anskaffe en katteven.
En Korat fra en registreret opdrætter koster typisk mellem 8.000 og 12.000 DKK. Prisen afhænger af stamtavle, sundhedstests og opdrætterens renommé.
Et kuld Korat-killinger består typisk af 2–4 killinger, hvilket er forholdsvis små kuld sammenlignet med andre racer.
Koraten betragtes ikke som allergivenlig. Den fælder dog relativt lidt, men personer med katteallergi bør på forhånd teste samvær med racen.



